Harald Jørgensen

  Generelle notater:

Døbt hjemme 6. september 1879.
Faddere ved dåben i kirken:
Benedikte Pedersen bar barnet
H.J. Jefsen, P.H. Petersen, Jeff Nielsen, alle fra Mandø.
Moderen til kirkegang 14. december 1879.


Den gamle spillemand og hans violin

I en krog af stuen, i den gamle forslidte kasse, der i mere end en menneskealder har tålt tidernes larm og tummel, står den gamle violin, som et støvet levn, fra en tid der var engang. Et par af dens strenge hænger og dasker og buen er tørret ind på grund af mangel på kærlig pleje med harpiksbrikken.
Ved synet af den gamle kasse dukker der mange minder op.
Den gamle spillemand i æ dåns-stov, er for længst under mulde og hans muntre toner med samtidens hulkende harmonika er noget der hører fortiden til. En ny tid med elektrisk stereo og indbygget rytmebox, er de toner man i dag gør brug af, når ungdommen morer sig. En dag vil også disse toner forsvinde, til fordel fra andre metoder.
Den gamle spillemand og hans toner er glemt og dukker kun op lejlighedsvis, for den der blader i mindernes bog. Ude af syne ude af sind, den menneskelige tilpasningsevne er næsten ubegrænset, hvilket man vel i særlig grad har kunnet konstatere i vores forjagede tid.

Husker du når vi unge, løsslupne og energifyldte mennesker, trommede sammen til dans i den gamle sal, enten i den ene, eller den anden anledning, men oftest helt uden anledning. Husker du de nøgne bjælker, der lå som den bærende konstruktion over den loftløse dansesal. Husker du, de med fernis velplejede gamle gulvbrædder, hvor knasterne dannede et broget mønster.
Husker du de vakkelvorne gamle hjemmelavede bænke, der på rad og række stod hele salen rundt, disse bænke, der igennem tiderne var skyld i mange små-uheld på damernes strømper på grund af dens grovhed.
Husker du den gamle tribune i hjørnet, med rækværk omkring. Her sad eller stod den gamle spillemand og havde fra sit høje stade et godt overblik over de forsamledes gøren og laden. Foran ham stod en mærkelig beholder, der jævnligt modtog en forsvarlig portion af den affald der opstår, når man tygger skråtobak.
Med hensyn til træfsikkerheden var det undertiden så som så, hvilket nok kunne have til resultat, at de personer, der tilfældigvis sad lige under tribunen ikke blot dagen efter måtte vaske en svedig skjorte eller kjole, undertiden var der også nogle mystiske skjolder, der stammede fra overflødighedshornet på spillemandstribunen.
Den gamle spillemand, som vi husker ham, var en munter mand og var primus-motor for den stemning man fandt i salen hos den danselystne ungdom. Han kunne mestre at fremkalde de forunderligste toner fra den gamle fiol, der på de tilstedeværende virkede som et trompetstød på en gammel kavalerihest.
Husker du hans gnistrende øjne, når det var lykkedes ham at fremkalde den rette stemning. Var der endog en enkelt mislyd, der undslap den gamle fiol, fremkaldt fordi, de gamle og arbejdsvante fingre måske ikke lystrede så perfekt som tidligere, så opfattedes den ikke af den larmende flok, men havde kun bud til ham selv og mindede ham om menneskelig forgængelighed. Når så den gamle spillemand, sent på de små timer pakkede sin gamle ven, violinen, i kassen og vandrede ad de stille veje hjem, var det formentlig med denne hans overbevisning at ungdommen hverken var værre eller bedre, end den altid havde været, og havde han ikke ved sit spil skabt varende værdier, så havde han dog formået at sprede glæde i disse sene aften- og nattetimer

Fra Mandøposten 1974

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Skomager, Landmand, Spillemand, Fyrskibsmatros i Amerika.

Harald blev gift med Marie Andersen, datter af Andreas Andersen og Ane Nielsen, den 18-2-1913 i Mandø. (Marie Andersen blev født den 7-1-1893 i Mandø, døde den 24-6-1965 og blev begravet i Mandø.)